Ikke alle leverandører leverer varer hver dag. Det er derfor ikke kun leverandørens ”produktionstid”, men også leverandørens ”transportkalender”, der kan influere på, hvornår man som virksomhed kan levere varer til sine kunder. Mange leverandører har således faste afsendelsesdage i ugen – eksempelvis ”hver fredag”.
Dynamics 365 indeholder en funktionalitet til styring af leverandøres afsendelsesdage. Hvis systemet er sat op til styring af leverandørens afsendelsesdage, vil funktionen Delivery date control (med CPT) tage højde for denne opsætning, når den kundevendte afsendelsesdato (Confirmed ship date) beregnes på en salgsordre.
I dette blogindlæg vil jeg kort beskrive, hvordan man kan styre afsendelsdage for indkøbsorder i MS Dynamics 365 for Finance and Operations, og tage højde for leverandørens afsendelsesdage i beregningen af den kundevendte afsendelsesdato på salgsordren.
Det er ikke helt uproblematisk at opsætte denne funktionalitet, og jeg vil derfor også komme ind på et par af de faldgruber, man skal være bevidste omkring, når man opsætter denne funktionalitet.
Funktionalitet og opsætning
Opsætning af Kalendere/Calendars
Det første der skal bygges op, er forskellige ”leverandør-kalendere”. Hvis eksempelvis leverandøren afsender varer hver fredag, skal der opbygges en kalender, hvor fredag er åben, mens de øvrige dage i ugen er lukkede:
Tilknytning af kalender til leverandør
Det eneste der nu mangler, er at knytte kalenderen til leverandøren (og naturligvis varerne til leverandøren):
Med ovenstående opsætning vil Delivery date control nu tage højde for leverandørens transportkalender.
Begrænsninger og mangler
Det primære problem med løsningen er, at den kalender der tilknyttes leverandøren, ikke kun er en transportkalender men en kalender, der afspejler leverandørens åbningstider.
Det indebærer, at det ikke er muligt at lægge indkøbsordrer hos leverandøren på andre dage, end de dage leverandøren har åbent ifølge kalenderen – og det har følgende konsekvenser for beregningen af leverandørens afsendelsesdag:
Eksempel
- Hvis leverandøren er sat op med en kalender, hvor der kun er åbent om fredagen, og
- leveringstiden for varen er 2 dage, og
- der modtages en salgsordre en mandag (eksempelvis mandag den 7/9-2020)
… så vil beregningen i Delivery date control (CPT) kalkulere med, at leverandøren først afsender sine varer fredag den 18/9-2020. Årsagen er, at leverandøren, ifølge kalenderen, først har åbent den 11/9-2020 og dermed først modtager indkøbet på dette tidspunkt. Da leveringstiden er to dage (regnet fra den 11/9), vil systemet kalkulere med, at leverandøren leverer den førstkommende fredag herefter, dvs. den 18/9-2020.
Dette problem kan isoleret set løses ved, at man, før starten på hver arbejdsdag, åbner leverandørkalenderen pr. dag dato. Derved vil systemet kalkulere med, at indkøbsordren umiddelbart kan modtages hos leverandøren pr. d.d. og dermed beregne leverandørens afsendelsesdato korrekt (i hvert fald hvis leveringtiden er mindst 1 dag – hvis den er 0 dage, render man ind i det problem, at leverandøren ikke nødvendigvis afsender varer på d.d.).
Men problemerne stopper ikke nødvendigvis her. For der opstår yderligere udfordringer, hvis man ønsker sine leverandørleveringstider specificeret i arbejdsdage og ikke i kalenderdage:
Ovenstående skærmprint vedr. opsætning af leveringstid er hentet fra Default order settings (men der er også andre steder leveringstid kan sættes op, pointen er imidlertid den samme uanset hvor dette sker).
Problemet er, at hvis man har tilknyttet leverandør en kalender, hvor der kun er åbent om fredagen, så vil den illustrerede opsætning af leveringstiden indebære, at systemet kalkulerer med, at leverandøren skal bruge 18 fredage på at levere varerne!
Konklusioner
Min konklusion er, at man reelt skal vælge, om man vil anvende den kalender, der tilknyttes leverandøren til
- at indregne leverandørens afsendelsesdage for leverancer i Delivery date control (CPT), eller
- at indregne leverandørens åbningstider (med hensyntagen til ferie mm) i Delivery date control (CPT)
Hvis man ønsker at anvende kalenderen til at indregne leverandørens afsendelsesdage, vil det – af praktiske hensyn – være nødvendigt ikke at opsætte sine leveringstider i arbejdsdage, men i kalenderdage.
Hvis man ønsker at anvende kalenderen til at indregne leverandørens åbningstider i Delivery date control (CPT), skal opsætningen af leveringstider været angivet i arbejdsdage.
Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere om emnerne i dette indlæg, kontakt afdelingschef Henrik Hansen, heh@datacon.dk.